Kirke

Kirker var af en vis betydning i H.C. Andersens liv og værk, men ofte i en negativ forstand. Han var stolt af sine knirkende (=nye) støvler som konfirmand i Odense Domkirke, og siden hen blev det et ledemotiv i rejsebøgerne og dagbøgerne, at han ikke følte sig hjemme endsige nær Gud i kirker, men snarere det modsatte, hvorfor han søgte sin andagt i det fri, i Guds natur. I H.C. Andersens eventyr er der mange kirker, ofte med en dramatisk virkning, f.eks. ligrøveriet i "Reisekammeraten" fra 1835 eller Jørgens befriende forvandling og død i den tilsandede kirke i "En Historie fra Klitterne" fra 1859. Den mest harmoniske kirke hos H.C. Andersen findes måske i slutningen af eventyret "Klokken" fra 1845.
Abonnér på RSS - Kirke